Torsdag den 27. marts 2025
Der var ingen betænkeligheder om at blive tilsluttet fjernvarme. Helle Hendrich Nielsen og Stig Nielsen slog hurtigt til og underskrev i 2022 en aftale om fjernvarme til toplans-villaen på Marievej i Køge.
Effektivt arbejde
– Vores gasfyr var mindst 25 år gammelt, og det havde vist flere svaghedstegn. Gasprisen var samtidig meget svingende, fortæller Stig.
– Det trak også, at vi nu får varmen udefra og ikke længere er afhængig af gas. Den nuværende verdenssituation har jo kun givet mere uro - også ift. forsyningssikkerhed, supplerer Helle.
Tanken om, at energien nu kommer fra overskudsvarme og biobrændsel trak også.
– Vi kan dog ikke være grønne for enhver pris, understreger Stig.
Desværre er fjernvarmeprisen generelt steget - også hos Køge Fjernvarmes kunder, hvis pris burde holde sig mere i ro i de kommende år. Processen fra parret underskrev aftalen om fjernvarme til forsyning af huset har været effektiv. Når man er tilmeldt fjernvarmen, kan man - indtil fjernvarmen kommer - gøre brug af Tryghedsordningen, hvis nu det gamle gasfyr skulle stå af. Det kom heldigvis aldrig dertil.
– Vi har også talt fjernvarme over hækken og med andre beboere i kvarteret. De fleste havde ingen forbehold, og tilmeldte sig fjernvarmen, siger Helle.
Over 85 % har valgt fjernvarme i området.
Pludselig kom fjernvarmen
Tidsplanerne for området blev undervejs justeret - for Helle og Stig heldigvis til den positive side. På Marievej blev der i 2024 gravet op i vejen og lagt distributionsledning ned, og kunderne fik gravet fjernvarmestik frem til deres husmure, hvilket foregik hurtigt og uden store gener for beboerne og trafikanter. To teknikere foretog en teknisk gennemgang af huset ved første besøg, og Helle og Stigs ønsker om placering af fjernvarmeanlæg samt udvendig boks blev aftalt. Ved andet besøg blev installationen sat op:
– De kom, så og sejrede! Ovenikøbet på én dag!
Parret har valgt at få placeret anlægget højt, demonstrerer Stig Nielsen til koordinator Charlotte Snedker fra Køge Fjernvarme.
Den 12. december 2024 blev huset opvarmet af fjernvarme. Der var en lille uoverensstemmelse med den udvendige boks, som var blevet fuget op med en forkert farve. Ingen brok fra entreprenøren, som straks udbedrede fejlen.
– I stedet for at brænde inde med irritation eller spørgsmål, vil jeg stærkt opfordre til at gribe telefonen. Også hvis du er i tvivl om noget, fortæller Helle.
– Vi har virkelig fået god information fra alle involverede parter undervejs, og mødt stor velvilje ift. at få tingene til at glide til alles tilfredshed. Rent praktisk har det nemlig været til at få fat i folk, der alle har oplyst direkte numre til de ansvarlige, som kunne give hurtig besked.
– Nu har vi endnu mere god og grøn samvittighed! Ud over fjernvarmen, har vi også en elbil, fastslår Helle.
Nu er varmen her!
Parret har i øvrigt valgt en abonnementsordning på deres fjernvarmeanlæg, som i vinterens kolde måneder har fungeret upåklageligt.
– Returtemperaturen er lige høj nok, og vi skal måske også have udskiftet en radiator eller to, fortæller Stig.
– Nye kunder kan finde råd og vejledning på vores hjemmeside om, hvordan de får mest ud af fjernvarmen. De er i øvrigt også mere end velkomne til at kontakte os i Køge, slutter koordinator Charlotte Snedker, som deltog i besøget.