Baggrunden for at etablere fjernvarme i Køge var daværende klima- og energiminister Connie Hedegaards opfordring til landets kommuner om at omlægge naturgasforsynede områder til fjernvarme – og på den måde mindske afhængigheden af fossile brændsler som olie og gas betragteligt.
Da fjernvarmen kom til Køge
I et tæt samarbejde med VEKS, (dengang) DONG Energy og Junckers Industries undersøgte Køge Kommune derfor mulighederne for at etablere fjernvarme i Køge - og Køge Byråd gav grønt lys til til projektet.
Borgmester Marie Stærke glædede sig over fjernvarmeprojektets mange potentialer:
”Ud over at forbrugerne sikres en lavere varmeregning, vil Køge Kommune få reduceret CO2-udledningen ved opvarmning med op til 40.000 ton CO2 om året. Det svarer nogenlunde til, hvad 4.000 borgere udleder på et år”, forklarer Marie Stærke og fortsætter:
”Samtidig vil fjernvarmeprojektet understøtte vores erhvervsaktiviteter på havnen og sikre et stort antal lokale arbejdspladser i anlægsperioden. Projektet kommer således både miljøet, forbrugerne og samfundet som helhed til gode”.
3,6 mio. danskere har allerede valgt fjernvarme
Selvom du ikke kan se den, så er fjernvarmen den mest udbredte og effektive måde at opvarme boliger og bygninger på. Og så er den tilmed grøn og sikker. Fjernvarme bygger på ideen om at bruge overskudsvarme til opvarmning. På den måde udnytter vi vores ressourcer effektivt, og det giver en nem og sikker varme i stuerne.
Enkel og nem varme
Fjernvarme er et enkelt og uproblematisk koncept. Det varme vand fra fjernvarmeselskabet løber under jorden i højisolerede rør, der forsyner virksomheden, ejendommen, villaen eller institutionens varmeanlæg. Fjernvarmevandet opvarmer vandet til hanen og radiatoren, hvorefter det løber afkølet tilbage til fjernvarmeselskabet. Kraftvarmeværket varmer det afkølede vand op igen, og historien starter forfra.
Stabil og sikker varme
Generelt har fjernvarme en høj forsyningssikkerhed, da varmen baseres på mange forskellige energikilder. Det gør os mindre afhængige af enkelte energikilder og brændsler. Produktionen bliver desuden overvåget døgnet rundt, så vi kan sove roligt om natten uden at spekulere på, om der er varme og varmt vand næste dag.