Jeg overvejer fjernvarme
Spørgsmål og svar
Her er samlet de væsentligste spørgsmål og svar vedrørende udrulningen af fjernvarme i Køge.
Fjernvarme
Hvis du skifter fra naturgas til fjernvarme i et almindeligt enfamiliehus, sparer du klimaet for 3-4 tons CO2 om året. Samlet set kan udvidelsen hvert år nedbringe Køges udledning med op til 40.000 tons CO2.
Fjernvarmen er også nem for dig, fremtidssikret og god for miljøet.
> Her kan du se, om vi kommer til din adresse - og hvornår.
Fjernvarmefakta
I praksis får du det varme vand fra os gennem højisolerede rør, der løber under jorden. Det varme vand forsyner dit fjernvarmeanlæg derhjemme, så du får varmt vand i hanen, radiatoren og gulvvarmeanlægget. Derefter løber det nu afkølede vand tilbage til os, vi varmer det op igen, og historien starter forfra.
For dig er fjernvarme en enkel løsning. Hele fjernvarmesystemet bliver overvåget døgnet rundt, så du altid er sikker på at have varme - og nok af den.
I Danmark er fjernvarmen langt den mest udbredte opvarmning. 3,6 mio. danskere har fjernvarme.
- Vi har ansvaret for varmen. Du skal bare regulere varmen på din radiator eller dit gulvvarmeanlæg - eller åbne for den varme hane, og du har altid varme nok.
- Fjernvarmen en nem genvej til grøn omstilling hjemme hos dig. Når du skifter fra naturgas til fjernvarme, sparer du klimaet for 3-4 tons CO2 om året og nedbringer dermed dit CO2-udslip fra opvarmning med mere end 70 %.
- Fjernvarmeanlægget er fuldt klimastyret. Det slår automatisk over på vinterdrift, når udetemperaturen falder - og tilbage til sommerstatus, når solen skruer op for charmen.
- Dit forbrug af varme bliver fjernaflæst, og du kan selv følge dit forbrug via e-forsyning.
> Læs om fjernvarmens CO2-udvikling
Varmeselskaberne i hovedstadsområdet samarbejder om at skabe helt CO2-neutral fjernvarme i 2025. Planen omfatter nye teknologier som store varmepumper, geotermi, lavtemperatur fjernvarme, omdannelse af grøn elektricitet til brint (PtX) og CO2-fangst.
Et standardhus på naturgas sparer klimaet for 3-4 ton CO2 om året ved at skifte til fjernvarme.
Fjernvarmen er et oplagt alternativ i områder, hvor bebyggelsen er tæt og nær et fjernvarmenet.
Fjernvarmeøkonomi
Du kan vælge mellem to modeller for fjernvarmeanlæg i din bygning:
Abonnement: Vi klarer næsten det hele
Her lægger vi fjernvarmen ind i dit hus, installerer et fjernvarmeanlæg og tilslutter det. Vi ejer anlægget, vedligeholder og udskifter til et nyt, når det er udtjent.
Abonnementet koster cirka 230 kr. om måneden for et parcelhus. Derudover kommer prisen for selve tilslutningen.
Ejer: Du klarer det selv
Du sørger selv for at købe, vedligeholde og udskifte dit fjernvarmeanlæg. Du kontakter selv din vvs-montør og henter tilbud på et fjernvarmeanlæg, som din vvs-montør installerer. Derudover kommer prisen for selve tilslutningen. Som ny kunde, der tilkobles i forbindelse med kampagnen, får du også 50 % rabat på effektbidraget i de første 5 år. For en bolig på 130 m2 betyder det en besparelse på 1.791,40 kr. årligt - i alt 8.957 kr. i rabatperioden.
Hvis du først tilmelder dig efter tidsfristen for dit område, bortfalder tilslutningsrabatten på 23.600 kr. og rabatten på effektbidraget.
- 4 % i rente* (i hele lånets løbetid)
- Løbetid på 5, 10 eller 15 år efter ønske.
- Uden kreditvurdering, tinglysning og sikkerhed.
*Rente i 2023.
> Læs mere om Køge Fjernvarmes låneordning
> Se låneberegning
Ønsker du at blive tilsluttet fjernvarmen senere, skal du betale fuld pris. Prisen er aktuelt 33.600 kroner for et normalt parcelhus. Men jo før vi når op på 50 % tilslutning, jo hurtigere kommer fjernvarmen. Så det er bedre at tilmelde sig nu.
Din varmeregning består grundlæggende af tre dele:
- Dit forbrug målt i MWh.
- Fast abonnementsbetaling, som beregnes ud fra din ejendoms størrelse.
- Fast effektbetaling som beregnes ud fra din ejendoms størrelse.
Har du valgt abonnement, betaler du også:
- Abonnementsordning, der dækker omkostninger til fjernvarmeanlæg, service og udskiftning.
Du betaler efter faktuelt forbrug månedsvis bagud. Din varmeregning er altså størst om vinteren og mindst om sommeren.
Hvis dit fyr går i stykker, inden du har haft muligheden for at aftage fjernvarme, sørger vi for, at det bliver udskiftet eller finder en anden løsning – uden omkostninger til reparationen for dig.
Tryghedsordningen træder i kraft 1. juni 2022 og gælder for alle enfamiliehuse på max. 300 m2, som ligger i et igangværende fjernvarmeudbygningsområde i Køge.
Læs mere her om Tryghedsordningen og krav til at være omfattet
Praktik
Vi kontakter alle berørte ejendomme, når fjernvarmen nærmer sig dit
kvarter. Du kan læse mere om fjernvarmen her på siden og i det materiale, vi sender ud.
- Inden du tilmelder dig, skal du beslutte, om du ønsker at få fjernvarme på abonnement eller om du vil eje dit varmeanlæg > Læs mere. Du kan sagtens ændre din beslutning undervejs.
- Du kan tilmelde dig her
- Når du har tilmeldt dig, kommer vi på besøg og aftaler alle detaljer, inden vi graver.
- Vi graver på vejen - og på din grund. Vi reetablerer på din grund
– vi reetablerer fliser og sår græs, men vi genplanter ikke. - Du får installeret og tilsluttet et fjernvarmeanlæg.
- Du har fjernvarme.
Når vi begynder at grave på din grund, går der ca. en uge, til din bolig er tilsluttet fjernvarmenettet.
Inde i huset tager det ca. en dags tid at montere anlægget og tilslutte det.
Hvis du vælger abonnement, står vi for det - og ellers skal du aftale det med din egen vvs-montør.
Du får et fuldautomatisk fjernvarmeanlæg monteret på væggen. Herfra strømmer der stabil varme ud til husets radiatorer, gulvvarmeanlæg og de varme haner.
Fjernvarmeanlægget er fuldt klimastyret og slår automatisk over på vinterdrift, når udetemperaturen falder - og tilbage til sommerstatus, når kulden ikke bider længere.
Anlægget er helt lydløst, afgiver hverken lugte eller damp, og er fuldt isoleret. Anlægget bliver fjernaflæst, så du ikke selv skal aflæse forbruget - men du kan følge dit varmeforbrug via e-forsyning.
Udenfor får du blot et lille skab i modsætning til f.eks. varmepumpers store enheder uden på huset.
Vi dækker pænt til efter gravearbejdet, ligesom vi genetablerer fliser og sår græs. Vi genplanter ikke.
Vi aftaler placeringen af din stikledning med dig på forhånd.
Du skal selv afmelde gassen, men du bør først gøre det, den dag hvor du kan aftage fjernvarme, såfremt du ikke ønsker at benytte gas til komfur mm.
Du afmelder gassen på: Sådan opsiger du din gasforsyning (evida.dk).
Som privatkunde kan du benytte gasafkoblingsordningen, og dermed i lang de fleste tilfælde få betalt gasafkoblingen via denne pulje.
> Læs nærmere om gasafkobling hos Energistyrelsen
Vælger du at få fjernvarme med Model A og abonnement, sørger vi for at fjerne dit gasfyr. Vælger du fjernvarme med Model B, hvor du selv ejer det nye fjernvarmeanlæg, skal du bede din vvs-montør fjerne gasfyret.
Du skal også have afbrudt din gasinstallation - medmindre du vælger at beholde gassen f.eks. til dit gaskomfur.
Aftale om fjernvarme
Hvis du tilmelder dig fjernvarmen inden for fristen, giver vi en rabat på 23.600 kroner, så tilslutningen kun koster 10.000 kroner. Du får også 50 % rabat på effektbetalingen i de første fem år.
Hvis du vil kobles til fjernvarmen senere, skal du betale fuld pris for tilslutningen, og rabatten på effektbidraget bortfalder. En tilslutning koster aktuelt 31.250 kroner for et standardhus.
Men hvis vi ikke når de nødvendige 50 % tilslutning, så balancerer økonomien ikke – og så er det ikke muligt at udrulle fjernvarmen lige nu.
> Se kampagnetilbuddet her
> Se prisblad her
Vi kan etablere fjernvarme, når vi har nået tilslutningsprocenten i området.
Læs om, hvor langt vi er med udbredelsen af fjernvarme i Køge
Fra du får gravet fjernvarme-stikledning ned på din grund, kan du vente op til tre år med at tage den i brug efterfølgende.
Hvis den ikke er taget brug efter tre år, vil vi opkræve den faste effektbetaling med kampagnerabat. Er du omfattet af vores kampagnetilbud, beregnes kampagnetilbuddet fra den første dag, hvor ejendommen bliver forsynet med fjernvarme.
Diverse
Allerede i dag er fjernvarmen et bæredygtigt alternativ til gas og olie. VEKS’ fjernvarme er affaldsvarme samt overskudsvarme fra industrielle processer og elproduktion, hvor brændslet er bæredygtig biomasse. VEKS indgår også i samarbejdet om at skabe CO2-neutral fjernvarme i 2025 i hele hovedstadsområdet. Planen omfatter nye teknologier som store varmepumper, geotermi, lavtemperatur fjernvarme, omdannelse af grøn elektricitet til brint (PtX) og CO2-fangst.
Fjernvarmen bliver tilbudt etapevis, og fjernvarmen kommer, når tilslutningen er over 50 % i de enkelte områder.
Et fjernvarmeanlæg koster ca. det samme som et nyt gasfyr. Vælger du at tegne abonnement, betaler du over din varmeregning, og du skal ikke lægge en stor udbetaling.
Repræsenterer du en større ejendom, fx erhverv, boligforening, offentlige bygninger eller institutioner, hjælper vi også dig med at få grøn og driftssikker fjernvarme.
Kontakt Køge Fjernvarme for individuel vejledning på telefon 43 64 44 00 eller via e-mail: koegefjernvarme@veks.dk for at høre mere om, hvad et skift til fjernvarme vil betyde for jer. Derudover kan vi drøfte mulighederne for at overlade service og vedligehold af anlægget til Køge Fjernvarme, så I slipper for den slags bekymringer.
Tilskud
Du kan stadig frit vælge en individuel varmepumpe, men i et fjernvarmeområde kan du ikke få tilskud til at erstatte dit olie- eller gasfyr med en varmepumpe eller anden individuel opvarmning.
Tilskud til varmepumpe bliver kun muligt, hvis dit område skifter status, så det ikke er et fjernvarmeområde.
Tilmeld dig fjernvarmen
Du kan tilmelde dig her, hvis du har fået kampagnemateriale fra os.