Opdateret tidsplan for kvarteret omkring Nylandsvej

Ekstreme mængder vand har forsinket vores arbejde, så nu har vi opdateret vores tidsplan. Du kan læse flere detaljer om tidsplanen her på siden.

Kort over kvarteret omkring Nylandsvej i Køge. Kortet er markeret med farver for forskellige delområder, og ud fra de enkelte farvemarkeringer går der pile til beskrivelse af status for udbredelsen af fjernvarme i de enkelte delområder. Status på de enkelte delområder i kvarteret omkring Nylandsvej.

Torsdag den 27. marts 2025

I 2024 kom der ekstraordinært meget vand, særligt i kystnære områder i Køge. Mængden af regn var ekstrem, samtidig med at der var nogle storme, der pressede vand fra bugten ind, så højden af grundvandet steg mere, end vi kunne nå at pumpe væk. 

Planen er foreløbig og kan stadig ændre sig

At anlægge fjernvarme er teknisk og komplekst, så du skal vide, at planerne stadig kan ændre sig. Hvis planerne for dit område ændrer sig, får du besked, så snart vi ved det.

Her kan du læse mere om, hvad der kan ændre planerne for fjernvarmeprojekter

Find din vej og se, hvornår vi regner med at være færdige

I pdf’en kan du finde det område, du tilhører og se, hvilke veje der er i de enkelte områder. Du kan også se, hvornår vi regner med at være færdige med at grave i de enkelte områder:

Her kan du finde flere detaljer om de enkelte delområder i kvarteret omkring Nylandsvej (pdf)

Mange omkring Nylandsvej har allerede fået fjernvarme fra os

Mange har allerede fået fjernvarme fra os. På kortet her på siden kan du se, hvor vi er nået til, og hvad vi kalder de enkelte delområder i det store fjernvarmeområde omkring Nylandsvej.

Se, hvor langt vi er nået i andre områder af Køge

Læs om Helle og Stig, der i december 2024 kom på fjernvarmenettet i Køge 

Der er forskel på, hvornår vi er færdige med at grave, og hvornår du kan tænde for varmen fra os

Den ændrede tidsplan beskriver, hvornår vi udfører gravearbejde i de forskellige områder. Først når vi er færdige med at grave, kan vores installatør komme forbi og installere det indvendige anlæg i din bygning.

Der kan gå op til tre måneder fra vi er færdige med at grave, til installatøren har været forbi og installeret det indvendige anlæg. Først derefter kan du begynde at bruge fjernvarmen.

Læs mere om processen fra du tilmelder dig fjernvarme, til du kan tænde for varmen

Her er den nye rækkefølge og planen for, hvornår vi begynder at grave

Først kan du i tabellen se, hvilken rækkefølge vi regner med at følge for delområderne, og hvornår vi regner med at begynde i de enkelte områder.

Efter tabellen er der et billede med et kort over det store kvarter og de enkelte delområder markeret med farver og områdenavne. 

Områdenavn

Kortfarve

Status

Munkeageren og Humlekærgård Lys grøn  Her er vi færdige med at grave, og de første kunder bruger allerede varmen fra os.
Agerbækvej Rød  Her er vi færdige med at grave, og de første kunder vil snart kunne tage varmen i brug.
Storevangen Pink  Her er vi færdige med at grave, og de første kunder vil snart kunne tage varmen i brug.
Præstekærvej Mørk grøn  Her er vi i fuld gang med gravearbejdet. Vi regner med, at alle kunder vil være koblet på inden efteråret 2025.
Rishøjvej Brun  Gravearbejdet er i gang. Som det ser ud nu, vil de første kunder kunne tage varmen i brug i starten af 2026.
Bøgelysvej Lys grøn  Gravearbejdet begynder inden sommerferien. Vi regner med, at de første kunder vil kunne bruge varmen i slutningen af 2025.
Snogebækvej Gul  Her regner vi med at gå i gang med at grave i sensommeren i år (2025), og de første kunder vil kunne bruge varmen i starten af 2026.
Forsytiavej Turkis  Her går vi i gang i slutningen af i år (2025), og vi forventer, at de første kunder vil kunne bruge varmen i løbet af sommeren 2026.
Ølsemaglevej øst Mørkeblå  Her forventer vi, at vi går i gang ved årsskiftet (25/26), og de første kunder vil formentlig hurtigt kunne komme på i starten af 2026.
Tranholmsvej Lys blå  Vi når hertil i starten af 2026, og vi forventer, at de første kunder vil kunne tage varmen i brug til efteråret 2026.
Strandlodsvej Orange  Vi når hertil i løbet af 2026. Vi regner med, at de første kunder vil kunne bruge varmen i slutningen af 2026.
Stevnsbovej Mørk grå  Vi når hertil i løbet af 2026. Det er et stort område, så vi regner med, at de første kunder kan begynde at bruge varmen i slutningen i 2027.

Tidsplanen er foreløbig. Vi forbeholder os ret til at ændre planen, hvis det bliver nødvendigt.
Tabellen er senest opdateret den 27. marts 2025.

Kort over kvarteret omkring Nylandsvej i Køge med markeringer og navne på delområder.

 

Har du spørgsmål?

Ring til os på 43 64 44 00 eller skriv til koegefjernvarme@veks.dk.

Telefonerne er åbne:
- man-tors. fra kl. 9:00 - 15:00
- fredag fra kl. 9:00 - 13:00 

Indvendige installationer i ét hus ad gangen

De indvendige installationer sker ét hus ad gangen. Der kan derfor gå op til tre måneder, før vores VVS’er når til dit hus.

Læs  mere om processen her

Vi kontakter dig ALTID, inden vi kommer forbi

Vi vil altid kontakte dig og aftale tid til besøg, inden vi kommer forbi for at måle op til stikledning eller foretage de indvendige installationer.